Sejlerskolen godt fra start.

 

Med en praktisk taget skud-start kastede Sejlerskolens H-Båd Baronessen med instruktør Preben og eleverne Irma, Jannie og Erik sig straks ind i kampen om sejren på den første kapsejlads 3. maj 2006.

Trods en del vind og ny bane viste Sejlerskolen allerede på den første undervisningsdag godt sømandskab. Selvom spileren forståeligt nok forblev under dæk placerede H-båden sig på en flot 2.plads i første løb kun slået af rutinerede Kenneth i Ynglinge-båden.

Som kontrast til 1. sejlads kunne eleverne i 2. sejlads se frem til at få prøvet evnerne i letvejrs sejlads på en flot onsdag aften med ekstrem let vind (læs periodevis ingen vind) og høj sol.

Igen var Baronessen på pletten i starten og videre frem. Banen var valgt til bane 3 med kurs mod Gabet fra bøje 2. Da sejladsen desværre omkring klokken lidt i 9 blev skudt af var Sejlerskolen på en flot 2. plads. Foran næsten ved bøjen ved Gabet var kun Søren i sin Ylva.

Som plaster på såret for at skulle høre på påhængsmotoren en god halv time var solnedgangen den aften meget meget flot med havnen i forgrunden. En aften der kan få enhver til at forstå glæden ved sejlads.

I 3. sejlads var der igen en god vind og bane 3 blev igen valgt med mulighed for skæring med spiler fra bøje 2 til Gabet og hårdt kryds tilbage. Sandsynligvis uden ”forarbejde” måtte eleverne konstatere, at hvor sejl altid virker blot der er vind, er motorer ustabile. Under afgangen fra havnen måtte motoren nemlig have førstehjælp for at få båden ud af havnen. Efter en god start fortsatte H-båden sine flotte præstationer. Så vidt undertegnede kunne se var spileren ikke i brug ved skæringen, men ikke desto mindre røg spileren op på plat læns fra bøje 2 til mål. Såvel instruktør som elever ser ud til at være med på at afprøve sig selv og båd. Flot.

Placeringen i 1.løb er ikke endnu tilgængelig, medens dette skrives, men det ser ud til holdet i år tager hurtigt ved lære. Mon de kan nå en førsteplads?

 

 

Carsten Christensen

Havfruen