Optimister 2007

 

 

 

Nu da sæsonen er ved at være slut, ser vi tilbage på en fin sæson, hvor vi er startet med at prøve at sejle lidt bane. Der er sket en pæn udvikling igennem sæsonen med nogle lærte tekniker fra vinterundervisningen, som optimisterne har haft mulighed for at afprøve i sæsonens løb i let og hård luft.

 

Et par kæntringer har vi dog ikke kunnet undgå men uden den helt store dramatik. En aften, hvor der ikke var nogen vind, lavede vi kæntringsøvelse i havnen for at indøve teknikken, så der ikke ville opstå panik, hvis man kom ud for en kæntring ude på en sejlads, hvilket vi også har oplevet. Her har vi haft mulighed for at se, at øvelserne har haft effekt. Selv en aften, hvor vi slet ingen vind havde, havde vi aftalt, at vi skulle prøve at sejle amerikaner læns (det vil sige at båden skal krænge til luv så vandet står lige under rælingen). Der så vi en, som ikke helt havde fundet balancen med en kæntring til resultat, men sejleren fik rejst båden uden de store problemer og kom op i den og fik tømt den for vand.

 

Et par gange senere var der en del vind, hvor de virkelig kunne prøve, hvad det vil sige ikke at gøre tingene rigtigt. Her var en del tæt på at kæntre, men alle holdt båden oppe. Et par stykker fik en del vand i båden, da de havde problemer med at holde båden samtidig med, at vi smed nogle bolde ud, som de skulle hente. Hvilket giver dem en god træning i at sejle efter et punkt i forhold til vindretningen. Der var en del, der fandt ud af, hvor svært det kan være at sejle op til et givet punkt i hård vind, hvor man hurtigt kan blive forsat af vind og strøm.

 

Alt i alt synes jeg at alle klarede det godt i løbet af sæsonen.

 

 

Kenneth Jensen