Klubaften 28. januar 2009.

 

20 medlemmer var mødt op med forventning om et spændende foredrag med masser af billeder om Poul Køstners sejlads fra Cypern til Odense Havn.

De blev ikke skuffede. Frit fra leveren startede Poul med at fortælle om selve båden og handlen. Hjemmefra havde han fået øje på en 46 fods båd på Cypern, som var til salg af en dansk kvinde boende på øen.

 

Årsagen til salget var meget tragisk, idet manden under en sejlads midt i Middelhavet var afgået ved døden. Som i så mange andre sejlsports sammenhænge var konen ikke så sejlkyndig, men det lykkedes alligevel for hende alene at redde sig selv og båden i land uskadt. Herefter var der forståeligt nok ingen stor interesse for at fortsætte ejerskabet. Poul fik arrangeret købet og med ca. en måneds ferie sammenlagt, havde Poul mod på sammen med et mandskab på 5 venner at sejle båden de ca. 4000 sømil hjem via Biscayen og England. Hertil skulle der til flybilletter, proviant og brændstof bruges ca. 100.000. kr. Som Poul nævnte var det selvfølgelig et stort beløb, men at hyre en ”professionel” besætning koster 1 $ pr sømil pr person plus brændstof, så set i forhold til prisen for en tilsvarende båd købt i Danmark, ville der alligevel være god økonomi i købet, så af sted kom i første omgang tre personer og Poul. Båden havde nemlig kun fire sovepladser.

 

 

 

Vel ankommet til Cypern var der tre dage til at gøre både klar og få ordnet det økonomiske samt papirarbejde. Det praktiske var i orden men det var lidt svært at få papirerne i orden til tiden. Af sted kom båden dog.  Turen startede med en kort tur på 100 sømil uden problemer. På en af de næste etaper var det imidlertid ved at gå galt. GPS-eren var blevet søsyg og en periode gik sejladsen ikke den rigtige vej. Repareres kunne instrumentet ikke, så Poul sikrede sig ved herefter at have to GPS-ere om bord. På grund af vindforholdene blev det mest til sejlads for motor, så det var nødvendigt jævnligt at søge havn i Middelhavet.

 

Priserne for at ligge i havn og den service der fulgte med, havde ikke noget med hinanden at gøre. Service kunne være i top i de gratis havne, især når der skulle skaffes de mange liter brændstof og lige modsat, når afgiften var skyhøj pr døgn. En ting skulle der imidlertid altid sørges for enhver pris. Det var at have orden i papirerne. Det betyder, at når man afsejler fra en havn skal man have bevis herpå og når man ankommer skal man kunne bevise, hvor man kommer fra. Er det ikke i orden, bliver man betragtet som bådflygtning, hvad deraf følger med problemer med myndighederne.

 

 

 

Sådan gik turen hen til Middelhavet åbning til Atlanterhavet Gibraltar. Her blev besætningen skiftet ud. Belært af den lokale befolkning skulle Gibraltar aberne ikke besøges. De betegnes som ganske forfærdelige, spytter på alt og alle og hiver i alting, så de måtte undvære et besøg af danskere. Efter en fredelig tur med sejlads op langs Portugals kyst kom turen til det store spring over Biscayen. Mangen et skib er forlist her på grund af voldsomt vejr, så vejrudsigten blev studeret nøje. Grunden til de mange forlis skyldes at Atlanterhavet er meget dybt til ret tæt på kysten, hvorefter havdybden aftager meget voldsomt på en kort strækning. Herved bliver vandet ved den dominerende vestenvind pludseligt presset opad og bølgerne bliver meget kraftige og uberegnelige. Derfor skal man altid holde sig godt til havs. Det viste sig hurtigt, at vejret var i sit lune hjørne, så turen kunne fortsætte næsten uden afbræk fra den Iberiske halvø til sydspidsen af England uden de store kvaler. Motoren tøffede stadig godt af sted og efter et kort ophold på få timer i England gik turen forbi Dovers hvide klipper og gennem Kielerkanalen til Odense uden problemer af sejladsmæssig art. Besætningen slap dog ikke for besøg af myndighederne til havs, der syntes at båden opførte sig mistænkeligt. Besætningen var selvfølgelig rent mel i posen, så båden slap for at blive opbragt.

 

 

 

 

Indtil nu havde vi kun set almindelige foto. Efter kort pause, hvor Poul fik sat en computer med videofilm i gang, skal jeg lige love for at indtrykket af forholdene ombord ændrede sig. Hvor havet før havde set relativt fladt og fredeligt ud, kunne vi nu alle se, hvad mandskabet havde været ude i på hele den lange tur. Selv om der ikke var voldsomme bølger at se, rullede og gearede båden til siderne og op og ned, så tilhørerne næsten kunne blive søsyge på stedet. Så forstod vi bedre hvorfor besætningen, som trods alt bestod af erfarne folk, havde været voldsomt søsyge de første par dage på turen i Middelhavet. Min sidste spinkle utopiske tankespind om en sådan tur led skibbrud på stedet. Pyha, godt jeg ikke har prøvet det. Så er kryds 12- 15 sekundmeter i Storebælt vand ved siden af.

 

Tak til Poul Køstner for en god aften.

 

Carsten Christensen